Servicevilkår for Google Play

4. august 2020 (se arkiveret version)

1. Introduktion

Gældende vilkår. Tak fordi du bruger Google Play. Google Play er en tjeneste, der leveres af Google Ireland Limited ("Google""vi" eller "os") med adresse på Gordon House, Barrow Street, Dublin 4, Irland. Din brug af Google Play og apps og spil (herunder Android Instant Apps), musik, film, bøger, magasiner eller andet digitalt indhold eller tjenester (samlet betegnet som "Indhold"), der er tilgængeligt i tjenesten, er underlagt nærværende Servicevilkår for Google Play og Googles servicevilkår ("Google Servicevilkår") (samlet betegnet som "Vilkår"). Google Play er en "Tjeneste" som beskrevet i Google Servicevilkår. Ved uoverensstemmelser mellem Servicevilkår for Google Play og Google Servicevilkår har Servicevilkår for Google Play forrang.

2. Din brug af Google Play

Adgang til og brug af Indhold. Du må bruge Google Play til at gennemse, finde, se, streame eller downloade Indhold til din mobil, din computer, dit fjernsyn, dit ur eller en anden understøttet enhed ("Enhed"). Når du vil bruge Google Play, skal du bruge en Enhed, der opfylder visse system- og kompatibilitetskrav. Indhold, der er tilgængeligt i eller via Google Play, kan have yderligere systemkrav. Tilgængeligheden af Indhold og funktioner varierer fra land til land, og det er ikke sikkert, at alt Indhold er tilgængeligt i dit land. Noget Indhold kan muligvis deles med familiemedlemmer. Indhold i Google Play tilbydes af Google Commerce Limited beliggende Gordon House, Barrow Street, Dublin 4, Irland. Sådant indhold kan stamme fra en anden kilde, f.eks. en appudvikler, en bogudgiver, et filmstudie eller et pladeselskab ("Udbyderen" af indholdet).

Aldersbegrænsninger. Hvis du vil bruge Google Play, skal du have en gyldig Google-konto ("Google-konto"), som er underlagt følgende aldersbegrænsninger. Hvis du betragtes som mindreårig i dit land, skal din forælder eller værge give dig tilladelse til at bruge Google Play og til at acceptere vilkårene. Du skal overholde alle yderligere aldersbegrænsninger, som måtte gælde for brug af specifikt Indhold eller specifikke funktioner i Google Play. Familieadministratorer og familiemedlemmer skal også overholde disse yderligere krav.

Gebyrer fra tredjeparter. Du er ansvarlig for adgangs- eller datagebyrer, der opkræves af tredjeparter (f.eks. din internetudbyder eller dit mobilselskab) i forbindelse med din brug og visning af Indhold og Google Play.

Opdateringer. Google Play, relaterede supportsamlinger eller Indhold skal muligvis opdateres, f.eks. i forbindelse med fejlrettelser, forbedrede funktioner, manglende plugins og nye versioner (samlet kaldet "Opdateringer"). Sådanne Opdateringer kan være nødvendige for, at du kan bruge Google Play eller få adgang til, downloade eller bruge Indhold. Ved at acceptere disse Vilkår og bruge Google Play accepterer du at modtage sådanne Opdateringer automatisk. Du kan muligvis administrere Opdateringer af visse typer Indhold via indstillingerne i Google Play. Hvis det vurderes, at Opdateringen vil reparere en kritisk sikkerhedsbrist med relation til Indholdet, kan Opdateringen dog gennemføres, uanset hvilke opdateringsindstillinger du har valgt i Google Play eller på din Enhed. Hvis en anden appbutik forsøger at opdatere Indhold, der i første omgang blev downloadet fra Google Play, modtager du muligvis en advarsel, eller også forhindres sådanne Opdateringer helt.

Oplysninger om Dig. Googles privatlivspolitikker forklarer, hvordan vi behandler dine personlige data og beskytter dit privatliv, når du bruger Google Play. Google bliver muligvis nødt til at videregive dine personlige oplysninger, f.eks. dit navn og din mailadresse, til Udbydere for at behandle dine transaktioner eller levere Indhold til dig. Udbydere accepterer at bruge disse oplysninger i overensstemmelse med deres privatlivspolitikker.

Hvis du er medlem af en familiegruppe i Google Play, kan familiemedlemmerne i din familiegruppe se visse oplysninger om dig. Hvis du er administrator af en familiegruppe i Google Play, kan de familiemedlemmer, du inviterer til familiegruppen, se dit navn, dit billede og din mailadresse. Hvis du tilmelder dig en familiegruppe som familiemedlem, kan andre familiemedlemmer se dit navn, dit billede og din mailadresse. Din familieadministrator kan også se din alder og en liste over alle de køb, du foretager med den tilknyttede familiebetalingsmetode, samt en beskrivelse af det købte Indhold. Hvis Indhold er tilgængeligt til familiedeling, og du deler det med din familiegruppe, får alle familiemedlemmer adgang til Indholdet og kan se, at du har købt det.

Uautoriseret adgang til konti. Du skal holde dine kontooplysninger hemmelige, og du må ikke dele dem med andre. Du må ikke hverken manuelt eller automatisk indsamle personlige oplysninger, herunder kontonavne, fra andre brugere af Google Play eller fra brugere af andre Google-tjenester via Google Play.

Deaktiverede konti. Hvis Google deaktiverer adgangen til din konto i overensstemmelse med Vilkårene (f.eks. hvis du væsentligt eller gentagne gange overtræder Vilkårene), kan du blive forhindret i at få adgang til Google Play, dine kontooplysninger, dine filer eller andet Indhold, der er gemt på din konto. Du kan få flere oplysninger i Hjælp. Hvis du er familieadministrator for en familie i Google Play, og Google deaktiverer adgangen til din konto, kan dine familiemedlemmer miste deres adgang til familiefunktioner, der kræver en familiegruppe, f.eks. familiens betalingsmetode, familieabonnementer eller Indhold, der deles af familiemedlemmer. Hvis du er familiemedlem i en familie i Google Play, og Google deaktiverer adgangen til din konto, vil dine familiemedlemmer miste deres adgang til Indhold, du har delt med dem.

Malwarebeskyttelse. For at beskytte dig mod skadelig software fra tredjeparter, skadelige webadresser og andre sikkerhedsproblemer kan Google modtage oplysninger om din Enheds netværksforbindelser, potentielt skadelige webadresser, operativsystemet og apps, der er installeret på din Enhed via Google eller fra andre kilder. Google kan advare dig, hvis en app eller webadresse vurderes til at være usikker. Google kan også fjerne eller blokere installationen af denne på din Enhed, hvis den er kendt for at skade enheder, data eller brugere. Du kan vælge at deaktivere nogle af disse former for beskyttelse i indstillingerne på din Enhed, men Google kan fortsætte med at modtage oplysninger om apps, der er installeret via Google Play, og apps, der er installeret på din Enhed fra andre kilder, kan fortsat blive undersøgt for sikkerhedsproblemer uden at sende oplysninger til Google.

Android Instant Apps. Når du klikker på et link på din Enhed, kan Google Play tjekke, om der findes en anvendelig instant app, og, hvis der gør, åbne linket i den pågældende instant app. Eventuel kode, der skal bruges til at køre de dele af den pågældende instant app, som du får adgang til, downloades til din Enhed og opbevares midlertidigt. Oplysninger om en instant app kan findes i Google Play Butik. Data og indstillinger i Android Instant Apps synkroniseres med enheder, hvor du er logget ind med din Google-konto. Du kan vælge at deaktivere Android Instant Apps i indstillingerne på din Enhed.

Ændringer af disse Vilkår. Eventuelle ændringer af disse Vilkår sker med mindst 30 dages varsel, og de nye Vilkår træder i kraft efter denne varslingsperiode. Din fortsatte brug af Google Play efter en sådan varslingsperiode indikerer, at du accepterer de nye Vilkår. Vilkårene gælder for din brug af alt Indhold (herunder Indhold, som du tidligere har installeret eller købt) og alle efterfølgende installationer eller køb. Hvis du ikke accepterer sådanne ændringer, får du mulighed for at downloade det Indhold, du tidligere har købt eller installeret, og opsige din brug af Google Play. Du kan fortsat se den pågældende kopi af Indholdet på dine Enheder i overensstemmelse med den seneste version af Vilkårene, som du har accepteret.

3. Køb og betalinger

Indhold i Google Play udbydes af Google Commerce Limited, og når du downloader, ser, bruger eller køber indhold i Google Play eller bruger Google Play, indgår du en separat aftale baseret på disse Vilkår (hvis de er relevante) med Google Commerce Limited.

Forudbestilling. Når du forudbestiller Indhold, fuldføres din aftale for købet og brugen af den pågældende vare, når Indholdet bliver gjort tilgængeligt for dig, og du bliver opkrævet betaling for købet på dette tidspunkt. Du kan til enhver tid annullere din forudbestilling frem til det tidspunkt, hvor Indholdet bliver tilgængeligt for dig. Vi bliver nødt til at annullere din forudbestilling, hvis salget af Indholdet ophører i Google Play, før det bliver tilgængeligt for dig. Vi forbeholder os endvidere retten til at annullere din ordre, hvis prisen ændres, før din ordre er afviklet.

Familiens betalingsmetode. Hvis du er familieadministrator for en familiegruppe i Google Play, skal du oprette en gyldig betalingsmetode for familien, som dine familiemedlemmer kan bruge til at købe Indhold i Google Play og i apps. Du er ansvarlig for alle de køb, som dine familiemedlemmer foretager via familiens betalingsmetode. Hvis en familiegruppe slettes, eller hvis et familiemedlem forlader familiegruppen, kan du blive opkrævet betaling for afventende køb, som familiemedlemmerne har foretaget med familiens betalingsmetode.

Google Payments. Hvis du vil købe Indhold via Google Play, skal du have en Google Payments-konto og acceptere servicevilkårene for Google Payments. Google Payments' erklæring om privatliv gælder, når du køber Indhold via en Google Payments-konto. Du er ansvarlig for alle beløb, der skal betales i forbindelse med køb, som foretages via Google Play på din Google Payments-konto.

Andre betalingsmetoder. Google kan give dig mulighed for at betale med flere betalingsmetoder end din Google Payments-konto for at gøre det nemmere at købe Indhold i Google Play. Du skal overholde alle relevante vilkår og betingelser eller juridiske aftaler, som regulerer din brug af en given betalingsmetode, uanset om de er indgået med Google eller en tredjepart. Google kan tilføje eller fjerne betalingsmetoder efter eget skøn. Du har eneansvar for alle beløb, der betales i forbindelse med dine køb i Google Play.

Berettigelse til betaling via mobilregning. Når vi skal fastslå, om du er berettiget til at få faktureret køb af Indhold via en Enhed på din mobilnetværksudbyders konto, sender vi identifikationsoplysninger om din Enhed, dit abonnent-id og SIM-kortserienummer til din netværksudbyder, når du opretter en Google Play-konto på en Enhed. Du skal acceptere netværksudbyderens servicevilkår for at tillade dette. Netværksudbyderen kan sende os oplysninger om din faktureringsadresse. Vi gemmer og bruger disse oplysninger i overensstemmelse med Googles privatlivspolitikker og Google Payments' erklæring om privatliv.

Priser. Priser og tilgængelighed for alt Indhold, der er synligt i Google Play, kan til enhver tid ændres, inden købet foretages.

Afgifter. Med "Afgifter" menes al told eller alle afgifter og skatter (bortset fra indkomstskat), der er forbundet med salg af Indhold, herunder alle relaterede bøder og renter. Du er ansvarlig for alle Afgifter og skal betale for Indhold uden reduktion på grund af Afgifterne. Hvis Google eller Google Commerce Limited er forpligtet til at opkræve eller betale Afgifter, bliver du opkrævet disse Afgifter. Du skal overholde den til enhver tid gældende skattelovgivning, herunder indberetning og betaling af Afgifter i forbindelse med brug af Google Play eller køb af Indhold i eller via Google Play. Indberetning og betaling af sådanne gældende Afgifter er dit ansvar.

Alle salg er bindende. Se Google Plays refusionspolitik for at få flere oplysninger om dine rettigheder til at fortryde, annullere eller returnere køb mod tilbagebetaling. Medmindre andet er udtrykkeligt angivet i Google Plays refusionspolitikker eller i Udbyderens refusionspolitikker, er alle salg bindende, og returnering, ombytning og tilbagebetaling er ikke tilladt. Hvis ombytning, returnering eller tilbagebetaling tillades for en transaktion, kan transaktionen tilbageføres, og du vil muligvis ikke længere have adgang til det Indhold, du erhvervede via transaktionen.

Alternativ løsning af tvist for forbrugere. Google Commerce Limited er ikke forpligtet til at løse tvister ved en instans for alternativ løsning af tvister.

Fortrydelsesret i forbindelse med digitalt indhold. Når du foretager køb som forbruger, har du ifølge loven en automatisk lovbestemt ret til at fortryde aftaler om køb af digitalt indhold i Google Play (med undtagelse af køb af enkelte aviser eller blade i Bladkiosk). Det samme gælder, når du køber et abonnement på digitalt indhold. Når du køber digitalt indhold i Google Play, accepterer du dog, at det digitale indhold gøres tilgængeligt for dig med det samme, og du anerkender, at du derfor giver afkald på din automatiske lovmæssige fortrydelsesret. I forbindelse med forudbestillinger giver du afkald på din automatiske lovmæssige fortrydelsesret fra det øjeblik, hvor Produktet bliver tilgængeligt for dig.

Fortrydelsesret i forbindelse med tjenester. Når du foretager køb som forbruger, har du en lovbestemt ret til at fortryde aftaler om køb af tjenester inden for 14 dage uden begrundelse. Fortrydelsesretten udløber 14 dage efter indgåelsen af aftalen. Hvis du vil gøre brug af din fortrydelsesret, skal du med en entydig erklæring underrette Google Commerce Limited om din beslutning om at fortryde denne aftale. Du kan bruge denne standardfortrydelsesformular. Du kan også kontakte Google Commerce Limited, c/o Customer Support, Gordon House, Barrow Street, Dublin 4, Irland eller anmode om en refundering her.

Du får tilsendt en bekræftelse på modtagelse af en sådan fortrydelse på et varigt medium (f.eks. via mail) uden unødig forsinkelse. For at overholde fortrydelsesfristen er det tilstrækkeligt, at du sender en meddelelse om, at du ønsker at benytte din fortrydelsesret, inden fortrydelsesretten udløber.

Hvis du fortryder denne aftale, får du refunderet alle de betalinger, du har foretaget i forbindelse med aftalen, uden unødig forsinkelse og under alle omstændigheder senest 14 dage efter den dato, hvor Google Commerce Limited har modtaget din underretning om at fortryde denne aftale. Tilbagebetalingen gennemføres via det samme betalingsmiddel, som du brugte til den oprindelige transaktion, medmindre du udtrykkeligt har aftalt andet. Du vil under ingen omstændigheder blive pålagt gebyrer som følge af en sådan tilbagebetaling.

Hvis du har anmodet om, at tjenesterne påbegyndes inden udløbet af din fortrydelsesret, kan du blive bedt om at betale et beløb, der dækker brugen af de leverede tjenester frem til tidspunktet, hvor du har underrettet os om din fortrydelse af denne aftale, i forhold til aftalens fulde dækning.

Tilbagebetalinger. Google tilbyder yderligere refusionsrettigheder for flere typer Indhold i Google Play. Disse er angivet i Google Plays refusionspolitikker.

Abonnementer. Når du abonnerer på Indhold via Google Play, får du løbende adgang til det pågældende Indhold, medmindre du opsiger abonnementet. Abonnementer opkræves automatisk i starten af hver faktureringsperiode (uanset om abonnementet fornys ugentligt, månedligt, årligt eller over en anden tidsperiode), og du vil senest blive opkrævet betaling for abonnementet 24 timer før begyndelsen af hver faktureringsperiode.

(a) Prøveperioder. Når du abonnerer på betalt Indhold, kan du få adgang til abonnementsfordelene i en angivet prøveperiode, hvorefter du bliver opkrævet betaling, indtil du opsiger dit abonnement. Hvis du vil undgå opkrævningen, skal du opsige abonnementet, før prøveperioden udløber. Når du opsiger prøveperioden, mister du adgang til den pågældende app og alle abonnementsfordele med det samme, medmindre andet er angivet. Adgang til sådanne prøveperioder kan være begrænset til et bestemt antal prøveperioder for hver bruger i en given periode eller andre begrænsninger.

(b) Opsigelser. Du kan til enhver tid opsige et abonnement, før den pågældende faktureringsperiode udløber som beskrevet i Hjælp, og opsigelsen gælder for den følgende periode. Hvis du f.eks. tegner et månedligt abonnement, kan du opsige abonnementet i løbet af en abonnementsmåned, hvorefter det vil ophøre fra den følgende måned. Du modtager ikke refusion for den indeværende faktureringsperiode, medmindre andet er angivet i Google Plays refusionspolitik (f.eks. hvis Indholdet er defekt). Google Play Bladkiosk-abonnementer: Du modtager fortsat Indhold og Opdateringer (hvis relevant) af det pågældende abonnement i resten af den indeværende faktureringsperiode. Når den indeværende faktureringsperiode slutter, har du fortsat adgang til tidligere leverede numre af blade, men din adgang til betalt nyhedsindhold ophører ved afslutningen af den faktureringsperiode, hvori dit abonnement opsiges. Hvis du opsiger i løbet af den gratis prøveperiode, har du fortsat adgang til numre af blade, som du får adgang til i den gratis prøveperiode, men din adgang til nyhedsindhold ophører. Google Play Musik-abonnementer: Hvis du opsiger dit Google Play Musik-abonnement, har du stadig adgang til det Indhold fra Google Play Musik, som abonnementet giver adgang til, i resten af den indeværende faktureringsperiode. Din adgang ophører dog i slutningen af den faktureringsperiode, hvori dit abonnement opsiges. Hvis du opsiger dit Google Play Musik-abonnement i løbet af en gratis prøveperiode, har du ikke længere adgang til det Indhold i Google Play Musik, som du havde adgang til i løbet af prøveperioden.

(c) Rabat for abonnenter på trykte tidsskrifter. Nogle Udbydere af tidsskrifter giver dig mulighed for at tegne et abonnement på tidsskriftindhold i Google Play med rabat, hvis du allerede har et abonnement på det trykte tidsskrift. Hvis du opsiger dit abonnement på det trykte tidsskrift, eller hvis dit abonnement udløber, og du ikke fornyer det, ophører din rabat på abonnementet på det pågældende Indhold i Google Play automatisk.

(d) Prisændringer. Når du tegner et abonnement, bliver du til at starte med opkrævet betaling for den eksisterende pris på det tidspunkt, hvor abonnementet blev tegnet. Google underretter dig, hvis prisen på abonnementet stiger på et senere tidspunkt. Stigningen gælder fra din første betaling efter meddelelsen, forudsat at du har fået mindst 14 dages varsel inden ændringen. Hvis du har fået mindre end 14 dages varsel, træder stigningen først i kraft efter den førstkommende betaling. Hvis du ikke vil betale den forhøjede pris for et abonnement, kan du opsige abonnementet på den måde, der beskrives under afsnittet "Opsigelser", og du bliver ikke opkrævet yderligere beløb for abonnementet, forudsat at du har givet os besked før slutningen af den indeværende faktureringsperiode. Hvis Udbyderen hæver prisen på et abonnement, og der kræves samtykke, kan Google opsige dit abonnement, medmindre du accepterer den nye pris. Hvis dit abonnement opsiges, og du senere vil tegne et nyt, bliver den aktuelle pris opkrævet.

4. Rettigheder og begrænsninger

Licens til brug af Indhold. Når du har gennemført en transaktion eller har betalt de pågældende beløb for Indhold, har du en ikke-eksklusiv ret til at gemme, få adgang til, se, bruge og vise kopier af det pågældende Indhold på dine Enheder eller som på anden måde er godkendt som en del af Tjenesten og udelukkende må benyttes til privat og ikke-kommerciel brug, men kun på en måde, som er udtrykkeligt tilladt i disse Vilkår. Alle rettigheder, adkomster og interesser i Google Play og Indhold, som ikke er udtrykkeligt overdraget til dig i Vilkårene, forbeholdes. Din brug af apps og spil kan være underlagt de yderligere vilkår og betingelser i slutbrugerlicensaftalen, der er indgået mellem dig og Udbyderen.

Overtrædelse af licensvilkår. Hvis du overtræder nogen af bestemmelserne om indholdsbegrænsning i Vilkårene, du væsentligt eller gentagne gange overtræder nogen af de andre Vilkår, eller du undersøges på grund af mistanke om mulig overtrædelse, kan Google, uden at yde nogen form for tilbagebetaling til dig, opsige din adgang til Google Play, Indholdet eller din Google-konto, og dine rettigheder under denne licens ophører øjeblikkeligt. Du modtager en underretning med årsagen til denne foranstaltning, medmindre vi med rimelighed antager, at denne handling kan medføre juridisk ansvar for Google eller en anden person, kan kompromittere en undersøgelse, kan være til fare for driften af Googles produkter, tjenester eller systemer, kan være til skade for vores brugere eller kan være i strid med loven eller en retshåndhævende myndigheds anvisninger. Se "Deaktiverede konti" under afsnit 2 for at få yderligere oplysninger.

Begrænsninger: Du må ikke:

Tredjepartsbestemmelser. Uagtet, at der måtte stå det modsatte i disse Vilkår, så er de tredjeparter, der licenserer deres Indhold til Google, tilsigtede begunstigede tredjeparter i henhold til disse Vilkår alene i forhold til de specifikke bestemmelser i disse Vilkår, som direkte vedrører deres Indhold ("Tredjepartsbestemmelser") og alene med det formål at gøre det muligt for disse tredjeparter at håndhæve deres rettigheder til sådant indhold. For at undgå enhver tvivl er der intet i disse Vilkår, der giver en begunstiget tredjepart rettigheder over for andre parter i forbindelse med enhver bestemmelse, som falder uden for Tredjepartsbestemmelserne, som omfatter, men ikke er begrænset til, enhver bestemmelse eller aftale, der er indarbejdet ved reference, eller som der måtte refereres til uden at være indarbejdet, i disse Vilkår.

Play-politikker. Opslag af anmeldelser i Google Play er underlagt følgende politikker. Hvis du vil rapportere misbrug eller andre overtrædelser af indholdspolitikker, skal du klikke her.

Defekt Indhold. Når Indholdet er blevet tilgængeligt for dig via din konto, bør du kontrollere Indholdet, så snart det med rimelighed er muligt, for at sikre, at det fungerer som beskrevet. Kontakt os eller Udbyderen, så snart det med rimelighed er muligt, hvis du finder fejl eller defekter. Du kan få flere oplysninger i refusionspolitikken for Google Play.

Utilgængeligt og fjernet Indhold. I overensstemmelse med Vilkårene er det Indhold, som du køber eller installerer, tilgængeligt for dig via Google Play i den af dig valgte periode ved køb af lejeperiode, og i andre tilfælde så længe Google har rettighederne til at gøre Indholdet tilgængeligt for dig. I visse tilfælde (f.eks. hvis Google mister de pågældende rettigheder, nedlægger en tjeneste, eller Indhold sløjfes, der opstår alvorlige sikkerhedsproblemer, eller der sker overtrædelser af gældende vilkår eller lovgivning) kan Google fjerne Indhold, som du har købt, fra din Enhed eller spærre din adgang til sådant Indhold. Du underrettes om en sådan fjernelse eller et sådant ophør, hvis det er muligt. Hvis du ikke kan downloade en kopi af Indholdet før en sådan fjernelse eller et sådant ophør, tilbyder Google dig enten (a) en ombytning af Indholdet, hvis det er muligt, eller (b) fuld eller delvis tilbagebetaling af prisen på Indholdet. Hvis Google tilbagebetaler pengene, er tilbagebetaling af købsprisen den eneste afhjælpning.

Flere konti. Hvis du har flere Google-konti med forskellige brugernavne, kan du i nogle tilfælde overføre Indhold fra en konto til en anden, forudsat at du er indehaver af begge disse konti, og at Google har aktiveret en funktion i den pågældende tjeneste, som tillader sådanne overførsler.

Begrænset adgang på Enheder. Google kan til enhver tid indføre begrænsninger på antallet af Enheder og softwareapps, du må bruge til at få adgang til Indhold. Du kan få flere oplysninger om disse begrænsninger for Google Play Musik eller Google Play Film og TV i Hjælp til Google Play Musik eller Regler for brug af indhold i Google Play Film og TV.

Farlige aktiviteter. Ingen af Tjenesterne og intet af Indholdet er beregnet til brug i forbindelse med drift af atomkraftværker, respiratorer, nødkommunikation, flynavigation eller kommunikationssystemer, flyveledelsessystemer eller andre lignende aktiviteter, hvor eventuelt svigt af Tjenesten eller Indholdet kan føre til dødsfald, personskade eller omfattende materiel eller miljømæssig skade.

Google Play Film og TV. Du kan se flere oplysninger og begrænsninger angående din adgang til og brug af Google Play Film og TV i Regler for brug af indhold i Google Play Film og TV.

Google Play Musik

I Google Play kan du gennemse, få vist eksempler på, streame, købe, downloade, anbefale og bruge et udvalg af digital musik og musikrelateret indhold som f.eks. musikfiler, musikvideofiler, musikeksempler, klip, kunstneroplysninger, brugeranmeldelser, professionelle musikanmeldelser fra tredjeparter og andet digitalt indhold ("Musikprodukter").

Gemt Indhold. Du kan også bruge Google Play til at gemme digitalt indhold (f.eks. musikfiler, relateret metadata og albumgrafik) i Musiklager via Musiksoftware, som begge er defineret nedenfor ("Gemt Indhold"). For at undgå tvivl omfatter "Musikprodukter" ikke Gemt Indhold. Gemt Indhold kan omfatte både filer, du har uploadet direkte i Musiklager, eller filer, som Google "scanner og matcher" med filer, der er gemt lokalt på din Enhed.

Musikskabtjenester. Google Play kan give dig adgang til (a) serverplads, som du kan bruge til at gemme musik og tilhørende datafiler, herunder Musikprodukter og Gemt Indhold ("Musiklager") eller (b) softwareapps (herunder web-, computer- og mobilapps) og relaterede tjenester, som gør det muligt for dig at uploade, administrere, få adgang til og afspille musik via Musiklager ("Musiksoftware"). I disse Vilkår betegnes Musiklager og Musiksoftware samlet som "Musikskabtjeneste".

Brug af Musikskabtjenesten. Ved at gemme Musikprodukter og Gemt Indhold i Musiklager gemmer du en unik kopi af dette Indhold og anmoder Google om at opbevare det på dine vegne og gøre det tilgængeligt for dig via din Google Play-konto. Ved at bruge Musikskabtjenester anmoder du om, at Google stiller de nødvendige funktioner i Musikskabtjenester til rådighed for dig for at lette din brug af Musikprodukter og Gemt Indhold. Du forstår, at Google ved at udføre de nødvendige tekniske trin på din anmodning for at give dig adgang til Musikskabtjenester kan (a) transmittere Musikprodukter og Gemt Indhold via forskellige netværk og i forskellige medier og (b) foretage de ændringer i Musikprodukter og Gemt Indhold, som er nødvendige for overholdelse af eller tilpasning til de tekniske krav for de pågældende netværk, enheder, tjenester eller medier. Du bekræfter og garanterer over for Google, at du har de påkrævede rettigheder til at gemme det Gemte Indhold i Musiklager, som du beder Google uploade eller gemme i Musiklager, og til at anmode Google om at udføre de handlinger, der er beskrevet i dette afsnit.

Andre Google-abonnementstjenester. Din brug af Google Play og et eventuelt Google Play-musikabonnementsprodukt er udelukkende underlagt disse Vilkår, og ikke vilkårene for noget andet Google-produkt, herunder ethvert andet Google-produkt, hvorigennem du får adgang til et Google Play-musikabonnement.

Google Play Bladkiosk.

Oplysninger, som Google deler med udgivere af tidsskrifter. Hvis du tegner et abonnement, uanset varighed, på et tidsskrift i Google Play, deler Google muligvis dit navn, din mailadresse, postadresse og et unikt id med udgiveren af tidsskriftet. Som abonnent på et tidsskrift kan Google også dele din læsehistorik i tidsskriftet med den pågældende udbyder. Google har aftalt med udgiveren af tidsskriftet, at udgiveren bruger oplysningerne i overensstemmelse med udgiverens privatlivspolitik. Du får mulighed for at fravælge al kommunikation fra udgiveren, som ikke vedrører det abonnement, du tegner, samt at fravælge markedsføringskommunikation fra tredjeparter, når du tegner dit abonnement. Hvis du køber en enkelt udgave af et blad i Google Play, vil Google muligvis videregive dit postnummer til den pågældende udgiver. Vi giver også udgivere salgsoplysninger om køb af tidsskrifter.

Bekræftelse af abonnementer på trykte udgivelser. Hvis du har adgang til et abonnement i Google Play Bladkiosk via et eksisterende abonnement på en trykt udgivelse fra udgiveren af dette tidsskrift, kan vi bede en tredjepartstjenesteudbyder om at bekræfte dit abonnement på den trykte udgivelse hos udgiveren af tidsskriftet, og vi kan bede dig om at give visse oplysninger om dit abonnement på den trykte udgivelse for at kunne gøre dette. Google bruger disse oplysninger i overensstemmelse med Googles privatlivspolitik.