Tinglysning af skøde

Når man har erhvervet sig en fast ejendom, skal man registrere sin ret til den pågældende ejendom i et offentligt register. Dette gøres ved anmeldelse af skødet til tinglysning i tingbogen, hvor ejendommen har sit eget blad. Her tinglyses også eventuelt andre rettigheder end ejerskab så som panterettigheder, brugsrettigheder, servitutter mv. Ved at tinglyse sin ret til ejendommen sikrer man sig ligeledes mod den tidligere ejers kreditorer, der herefter er afskåret fra at gøre udlæg i ejendommen.
Anmeldelsen til tinglysning foretages på tinglysning.dk, da hele systemet i dag er digitalt. Det betyder, at anmeldelsen foregår elektronisk med digital signatur eller NemID, og at de oplysninger der registreres i tingbogen er offentligt tilgængelige på tinglysning.dk. Man kan give en fuldmagt til eksempelvis en advokat, der kan søge et skøde tinglyst for en.

Skødets indhold

Skødet der anmeldes til tinglysning skal indeholde oplysninger om ejendommens adresse, købesum, overdragelsesdato samt hvem, der er sælger og hvem der er køber. Ligeledes skal det angives hvor stor en del af ejendommen, der overdrages. Skødet adskiller sig således fra købsaftalen ved alene at være en registrering af rettigheden. Det indeholder normalt ingen vilkår for handlen, ligesom det heller ikke har til formål at sikre, at handlen gennemføres som aftalt.

Retsanmærkning i skødet

Det kan ske, at et skøde tinglyses med en retsanmærkning. Det er Tinglysningsrettens måde at gøre opmærksom på, at et forhold forhindrer tinglysning i fuldstændig overensstemmelse med anmeldelsen, f.eks. at den tidligere ejers lån endnu ikke er aflyst.

Pris på tinglysning

Tinglysning koster en tinglysningsafgift, der udgøres af et grundbeløb på 1.730 kr. samt 0,6% af købesummen eller ejendommens værdi.