Vores første tid er fyldt med romantik, og jeg bliver vartet op og forkælet. Tænk, at der er en, der er så vild med mig. Jeg har et eller andet sted lidt svært ved at forstå det.
I forhold til de andre kærester, jeg havde haft, så er han - jeg tror, jeg brugte udtrykket - en rigtig mand. Han inviterer mig ud, og der sker rigtig mange spontane udflugter.
Det gør, at jeg svæver oppe i skyerne hele tiden og helt mister jordforbindelsen. Jeg bekymrer mig for eksempel ikke over de ting, der dukker op om hans fortid, eller at han ofte ryger hash. Da han fortæller, at han kører rundt uden kørekort, er jeg bare sådan: Okay, jamen det gør du da bare.
Den kæmpe kærlighedserklæring, jeg får i starten, gør, at jeg bliver blind for det. Jeg svæver på skyerne. Det er nok sådan, jeg bedst kan beskrive det.
Han flytter hurtigt ind hos mig og begynder med det samme at lave om i lejligheden. Mange af mine ting bliver smidt ud, og i stedet køber han nye møbler.
Der er stadig meget forelskelse, men der begynder også at snige sig nogle voldsomme skænderier ind.
Det er mig, der laver alt i lejligheden, og han dikterer, hvordan jeg skal gøre. Han begynder også at blive lidt mere bestemmende over, hvad jeg skal lave, både når jeg er på arbejde og derhjemme.
Er du utro, slår jeg dig ihjel
Hvis jeg er ude med mine veninder, skal han også altid hente mig. I starten synes jeg bare, at det er vildt dejligt at blive hentet i bil. Jeg tænker ikke over, at det selvfølgelig er for, at han kan tjekke, hvor jeg er.
Det bliver ret tydeligt, da jeg en aften er på besøg hos en veninde. Hun skal lægge sin datter i seng, og fordi han ikke er kommet, vælger jeg at gå ham i møde. Det bliver han rigtig vred over. Han siger, at hvis jeg nogensinde er ham utro, slår han mig ihjel.
Jeg synes, at det er en voldsom reaktion, og bliver forvirret over, hvor den pludselig kom fra. Men jeg slår det hen med, at han nok har haft en dårlig dag. Der er ikke noget advarselssignal, der siger mig, at det her ikke er sundt. At det ikke er godt.
Generelt kigger jeg meget indad, når der kommer den slags reaktioner. Har jeg gjort noget forkert? Måske burde jeg have gjort noget anderledes. Det er noget, som ligger dybt i mig. Og det er helt sikkert et punkt, han har spottet i starten, og som han udnytter efterfølgende.
Så det, der startede som en lille sprække, hvor han kunne få ram på mig, udviklede sig langsomt til et kæmpe hul.