Hotline, ring til os anonymt tlf. 70 27 76 66

Vi samler kræfterne

RED Center mod æresrelaterede konflikter er Etnisk Ung og RED Safehouse, der nu er slået sammen i én samlet organisation. Som et samlet center fortsætter vi arbejdet for at hjælpe unge ud af social kontrol og udbrede viden om æresrelaterede konflikter.

Historien bag RED Center mod æresrelaterede konflikter

RED Safehouse og Etnisk Ung er i 2018 slået sammen til RED Center mod æresrelaterede konflikter. Vi samler dermed 18 års erfaring med at yde rådgivning til unge og fagpersoner og 16 års erfaring med at drive et sikkert og professionelt safehouse. Resultatet er det nye RED Center –  et landsdækkende, socialfagligt og -pædagogisk videnscenter med omfattende professionelle ressourcer i kampen mod æresrelaterede konflikter.

Historien om det nye center er en del af historien om krisecentrene i Danmark og styrkelsen af den nationale indsats mod æresrelaterede konflikter. I løbet af 1990’erne oplevede krisecentrene, at et stigende antal kvinder med etnisk minoritetsbaggrund søgte hjælp og beskyttelse. Kvinderne var udsat for vold, men de kom også med en række særlige problemstillinger såsom æresrelaterede konflikter, der involverede flere familiemedlemmer, usikkerhed om opholdsgrundlaget og et manglende netværk.

I 2002 blev Etnisk Ung etableret som en del af et samarbejde med Integrationsministeriets Udrykningshold vedrørende unge, der var udsat for tvangsægteskaber. I 2004 blev RED Safehouse etableret som et center med behandlings- og botilbud til unge kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, der var flygtet fra deres familie på grund af æresrelaterede konflikter. Begge tilbud er løbende udviklet og udvidet, og har siden 2012 varetaget indsatser hørende under den nationale strategi mod æresrelaterede konflikter.

Med RED Center slår vi ressourcerne sammen i arbejdet på at skabe opmærksomhed omkring æresrelaterede konflikter blandt fagpersoner, politikere og den brede offentlighed. Vi yder samtidig en bred og specialiseret tilbudsvifte til personer, der er udsat for æresrelaterede konflikter.

Anonym hotline +45 70 27 76 66