Holdingselskab

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Et holdingselskab (af eng.: hold; besidde) er et selskab, som besidder kapitalandele i andre virksomheder, hvori selve virksomhedsdriften foregår. Det er således ikke en selvstændig selskabsform, men er oftest stiftet som et anpartsselskab eller aktieselskab.

Som oftest driver holdingselskabet ingen egentlig virksomhed, men der er dog ikke noget der forhindrer det. Det ses også, at holdingselskaber driver virksomhed i samarbejde med datterselskaberne.

Formålet med at stifte et holdingselskab er bl.a. at minimere risikoen for ejerne, ligesom formen er forbundet med visse skattefordele: Ejer holdingselskabet mere end 10% af et driftsselskab kan overskuddet i driftsselskabet skattefrit overføres til holdingselskabet. Holdingselskabet bliver således anvendt som en "pengetank", hvorfra der typisk investeres i flere virksomheder. Der er ligeledes skattefordele i forbindelse med salg af en driftsvirksomhed idet avancen i så fald er skattefri (gælder dog ikke børsnoterede selskaber).

Holdingselskabet og dets datterselskaber omtales ofte som en koncern. De fleste selskaber, der indgår i koncernforhold vil være aktieselskaber eller anpartsselskaber, men det ses også at kommanditselskaber eller partnerselskaber gør det. Ofte kan holdingselskaber kendes på, at de i deres navn slet og ret bærer betegnelsen Holding, f.eks. NKT Holding.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]