Det Danske Filminstitut er en statsinstitution under Kulturministeriet.
Filminstituttet er oprettet i 1997 som en sammenlægning af de tre tidligere statslige institutioner Det Danske Filminstitut, Statens Filmcentral og Det Danske Filmmuseum.
Filminstituttet har adresse i Gothersgade i København og har derudover lokaliteter i Glostrup.
Hovedformål
Ifølge filmloven er Filminstituttets hovedformål at fremme filmkunst, filmkultur og biografkultur i Danmark ved at varetage følgende opgaver:
- At yde økonomisk støtte til manuskriptudarbejdelse, udvikling, produktion, lancering og forevisning af danske film og at sikre distribution af danske film.
- At udbrede kendskabet til danske og udenlandske film i Danmark og at fremme salget af og kendskabet til danske film i udlandet.
- At sikre bevarelsen af film og dokumentationsmateriale om film, at indsamle film- og tv-litteratur, at forske og at gøre samlingerne tilgængelige for offentligheden.
- At sørge for et bredt udbud af publikumsrettede aktiviteter om film.
- At sikre en løbende dialog med filmbranchen og væsentlige brugergrupper om Filminstituttets virksomhed.
- At fremme professionelt eksperimenterende filmkunst og talentudvikling gennem drift af værksteder.
- At sikre produktion af oplysende film bl.a. til undervisningsbrug.