Parkmuseerne er et nyt museumskvarter i København skabt i samarbejde mellem Davids Samling, Den Hirschsprungske Samling, Filmhuset, Rosenborg Slot, Statens Naturhistoriske Museum og Statens Museum for Kunst.
Parkmuseerne ligger midt i København blandt smukke grønne områder. Her kan du opleve det bedste fra kunstens og naturens verden. Og få glæde af de mange muligheder – inde som ude. Nyd roen, kom tæt på hinanden og bliv overrasket sammen. Det er nemt at komme hertil, og alt er i gåafstand.
Talende Træer i Kongens Have
1. maj – 30. august 2015
Denne sommer vækkes træerne i Kongens Have til live. De fortæller forunderlige historier fra kvarterets 400 år lange historie. I hele perioden er der gratis børneaktiviteter i haven.
Læs mere på www.parkmuseerne.dk.
Utrolige historier
Mystiske labyrinter, enhjørninger og kæmpeblæksprutter, krig og brand, eventyrlige ballonflyvninger og linedansere, der styrter i døden fra Rosenborgs højeste tårn. Dette er blot nogle af de mærkværdige begivenheder, som træerne i Kongens Have har været vidne til, når de med deres lange og snoede rødder har opsnappet de bedste historier fra hele kvarteret. Denne sommer vil træerne i Kongens Have dele ud af deres mange fortællinger fra kvarterets fantastiske historie.
Find de Talende Træer
Du vækker træerne ved at bevæge dig tæt på dem. Vil du være sikker på at finde alle træerne kan du finde dem på kortet i programfolderen, som fås fra 1. maj på de seks parkmuseer og i Kongens Have. De Talende træer kan opleves i hele havens åbningstid.
Børneaktiviteter hele sommeren
Lav dit eget seje fabeldyr, hjælp til i Christian d. 4.’s køkkenhave eller rejs tilbage i tiden i Fortællesalonen. Kom med ind i de Talende Træers fantastiske univers, når Parkmuseerne byder alle børn og deres voksne velkommen til hyggelige eftermiddagsaktiviteter i Kongens Have. Det er gratis at deltage og kræver ingen tilmelding.
Mere info om aktiviteterne her.
Hz & Tone står bag de ti lydmontager i de Talende Træer og fortællingerne er indlevende fortalt af Steen Jørgensen fra bandet Sort Sol.